trængte igjennem med sin Lære paa Grund af Sand hedens Magt“, saa maa jeg faa Lov at sætte et Spørgsmaalstegn ved dette.
Gjennem hele Middelalderen var der en livlig Protest mod Treenighedslæren og saaledes ogsaa mod Jesu Guddom. Den blussede op paa Reformationstiden i stærke Bevægelser i Sweitz, Tyskland, Holland, Italien, Spanien, Ungarn og Polen, men blev forfulgt med Ild og Sverd af Luther og Calvin og Zvingli lige meget som af Katolikerne. Den tiloversblevne Levning, der kaldte sig den Tid Socinianere, fik endelig et Fristed i Siebenbürgen, hvor den endnu har baade sine Kirker og sit Universitet, ja har kjæmpet sig frem til at blive en af de 4 erkjendte Statskirker i det østerrigske Keiserdømme. Mine Modstandere har saaledes fuldkommen Ret i at erklære, at Unitarismen ikke er noget nyt, der er ingen heller som paastaar dette. Den er ligesaa gammel som Jesus og Apostlerne, den er nemlig den oprindelige Kristendom.
Nu til Hr. Pastorens Indlæg for Jesu Guddom. Det indskrænker sig til tre Gitater af Johannesevangeliet, og to af Mathæusevangeliet. De tre første er: „Jeg og Faderen vi er eet (Joh. 10,30). „Hvo som har seet mig, har seet Faderen (14, 9). „Alle skal ære Sønnen ligesom de ærer Faderen (5, 53). Vi skal først tale lidt om disse tre Steder. Som I ser, er alle disse tre Steder af Johannesevangeliet. Det er vel nu erkjendt af de fleste moderne Theologer, at Johannes ikke har skrevet dette Evan-
