lighed. Jeg maa tvertimod snu Sætningen og Ræsonnementet om og sige, at skulde Gud aabenbares som den, der er Kjærlighed, da maatte den han udsendte dertil være sandt Menneske: thi ellers kunde han ikke kjæmpe min Kamp, overvinde mine Fristelser, dø min Død, ellers kunde han ikke være noget Eksempel til Etterfølgelse for mig.
Til Slutning siger Hr. Kristensen, at hvis Fritænkerne (det er det Navn han giver i Flæng alle dem, der ikke deler hans Syn paa Kristus) vil komme nogen Vei, da maa de ikke bare levere nedrivende Kritik, men noget Positivt, en Religion, som i Livskraft og Evne til at vinde Menneskers Hjerter saa nogenlunde kan maale sig med den „gamle Kristendom“. Dette er sandt, og mente vi ikke at have en Forkyndelse, som ikke alene „nogenlunde“ kunde maale sig med den gamle, men mangehande stod over den, vilde der ikke være Mening i vore Angreb paa den gamle Ortodoksi. Men det er netop en saadan Religion vi forkynder.
Vi holder ikke paa en Gud, der angrer og hævner sig og slaar ihjel for Fode som den gammeltestamentlige Gud, heller ikke paa en Gud, som kræver Offerblod som Bod for Synd og saa ovenikjøbet lar den Uskyldige slagte istedetfor den Skyldige, vi holder ikke en Gud, som la’r Menneskehedens Velgjørere, de ædleste og frommeste Mænd, gaa til et evigt Helvede, fordi de ikke vilde tro paa visse umoralske Dogmer, der blev budt dem som Guds Frelsesplan, mens den gemeneste Mor-
