selv, at et Liv i Laster og Letsindighed skal kunne udsones og Aanden renses ved blind Antagelse af en Troeslære; at det saaledes ikke kommer an paa Livet, Karakteren, Godheden men blot paa en vis dogmatisk Tro.
Og saa ender Pastor Kristensen med den ubeviste og ubevislige Paastand, at intet Fritænkersamfund (og hertil regner han alle liberale Samfund, Universalister, Unitarer, Spiritister, formodentlig og Kvækere) har noget kraftigt Menighedsliv eller nogen Begeistring, eller nogen Kjærlighedsvirksomhed at fremvise, som kan maale sig med den gamle Kristenheds, at „Fritenkeriet paa det religiøse Omraade kun har den pure Fattigdom og Vanmagt at opvise“. Jeg skal ikke gjengjælde disse Hr. Kristensens Komplimenter, men jeg vil alvorligt spørge ham, om han kjender til, hvad han her taler om. Jeg tænker de fleste af Menneskehedens Velgjørere, af Videnskabens Martyrer, har været saadanne, som deres Samtid har kaldet Fritænkere, og mod hvem den bestaaende Kirke har vist sin Tak og sin kristne Broderkjærlighed ved Lænker, Baal og Forfølgelse.
