Det var et skrækkeligt Slag, som rammede hende. Den værdige Olding blev efter 60 Aars troe, nidkjære Tjeneste afskediget, uden alt Paaskud, uden Forøgelse i Ære eller Indkomster, i en høi Alder, men usvækket paa Sjel og Legeme, blot fordi han stod i Veien for Andre, der skulde drages frem. Han affecterede største Ligegyldighed, hvilken dog de, der kjendte hans varme Temperament og levende Æresfølelse, indsaae, ei kunde være naturlig. I største Hast skilte han sig ved alt, der hørte til hans Embedsførelse, aflagde Militairuniformen, og vilde blot ved høitidelige Leiligheder bære den Stads, hans Rang som afskediget Generalmajor berettigede ham til. Søndagen den 15de Martii gik han i Kirke, frisk og sund som det syntes. Regimentschirurg Swindt,[1] der hver Morgen besøger min syge Moder, sad hos hende, og han raabte munter til hende ved sin Bortgang: „Før Jer nu vel op, Børn!“ Han kom i Kirken, slog sin Psalmebog op, sang staaende et Vers, saa gled Bogen ham ud af Haanden, han segnede tilbage – og var død.
Endnu i Eftermiddag fik jeg Velkomstbesøg af Husets to sjeldne, trofaste Venner: Swindt og Oberste Grübeling, to Mænd, som i meget ere hinanden ulige, men som deri ligne hinanden, at de begge, som Dorthe Engelbrechtsdatter,
„sidde slet for Verdens Flok“,
som paa dem kaster Øiet!“ –
og begge ere min Moder hengivne, ikke med Ord eller Tunge alene, men i Gjerning og Sandhed. – Grübeling er Pebersvend og lever sammen med tre aldrende Sødskende; han har intet behageligt Udseende, driver maaske sin Accuratesse til Pedanterie, og er ikke fri for Mistænksomhed og Morositet,
- ↑ Tydskeren Wilh. Joh. Schwindt, død som Overchirurg (ɔ: Brigadelæge) i Bergen 1826, var indkommen til Norge i Anledning af Felttoget i 1788. Se J. N. Bruns Mindre Digte, Chra. 1818, S. 374 fg.
