da! Det er latterligt, men sandelig man kunde fristes til at græde over, at man i en saadan fast haabløs Trængselsperiode tænker paa saadanne Bagateller.
4de December.
Liebenberg klager i sit Brev over Kongens maadelige Omgivelser. „Han er utrættelig virksom, men hans Arbeide synes at have megen Liighed med Sisyphus’s. Jeg frygter, jo ældre han bliver, desto lettere vil han kunne ledes og drives af dem, der finde Indpas hos ham, og ak! vi have ingen A. P. Bernstorff til at lede ham.“
5te December.
Kulden vedbliver meget streng. Vore Ønsker om Snee ere frugtesløse og Landeveiene ere næsten ufremkommelige. Ogsaa denne Plage hjemsøges vi af, at Byen maa savne den ringe Tilførsel, som fra vort eget Land inden Juul var at vente. Hvorledes det nu, da Isen lægger sig overalt, vil see ud med den endnu vigtigere Korntilførsel fra Danmark, gider jeg ikke tænke paa.
Af mit Brev til Liebenberg[1] afskriver jeg det Sted, hvor jeg forklarer min af ham modsagte Yttring: at Napoleon engang vil erkjendes for Europas Befrier. „Jeg kaldte ham for det første saa med Hensyn paa den Aand, han qvalte, og som truede, førend han greb Roret, at blive den herskende i Europa. Den Frihed og Oplysning, jeg i det mindste i den franske Revolutions Dage barnagtigen glædede
- ↑ Comissionarius M. F. Liebenberg var en af Pavels’s kjæreste Venner, og med ham vedligeholdt han hele Livet igjennem en Brevvexling. Desværre bleve Pavels’s Papirer for den største Del tilintetgjorte ved hans Død. To af Liebenbergs Breve til ham bleve dog heldigvis reddede, og disse har nærværende Udgiver, til hvem C. P. Riis havde skjænket dem, ladet aftrykte, det ene (1812) i Danske Samll., 2 R., II, S. 247–255, det andet i Personalhist. Tidsskrift, IV, 249–255.
