Føie) ogsaa troer at gjøre sig fortjent af Verden og Menneskeheden, at noget Høiere end lav Egoismes Tilfredsstillelse svæver for hans kæmpestore Sjel, det lader jeg mig ikke aftviste.“
6te December.
Psalmen No. 86 er Omarbeidelse af den gamle kingoiske: „O kjære Sjel frygt aldrig meer!“ Det er ingenlunde en af Psalmecommissionens maadeligste Omkalfatringer. Sangen har endnu Kraft og Følelse, men langt, langt mindre end den henrivende Original. Jeg har fra min Barndom kunnet denne udenad, og sammenlignede idag de 3 sidste Vers, hvor Omarbeideren har fulgt Forfatteren Skridt for Skridt, men kun, synes mig, for sandseligen at minde os om Contrasten mellem de herskende religiøse Følelser ved Enden af det syttende og attende Aarhundrede: hist apostolisk Christendom, som da Peder gik glad fra Raadet, fordi han agtedes værdig til at mishandles for Jesu Navns Skyld, da Stephanus døende saa Himlen aaben, da Paulus jublede i Lænker over at hans Forløsning stundede til, – her slap Eudæmonisme. Hvorledes har dog Mænd som Balle, Storm og Abrahamson kunnet troe, at de i Tanker, Udtryk og Versification correcte Riim, hvormed de have opfyldt den nye Psalmebog, skulle virke mere til sand Christendoms Fremme, end disse gamle, konstløse, barnlig-inderlige Sange?
7de December.
I Eftermiddag var der igjen Lystighed paa Isen. Prindsen havde ladet udbringe did elegant Frokost med Brændeviin og Madeira. Adskillige af vore nobles venetiens (Carlsen f. Ex. og Weidemann) havde ogsaa medtaget Drikkevarer, og saaledes havde da over 100 Mennesker af den elegante Verden sværmet om paa den glatte Is, spiist, drukket og støiet. „Hvad for Galskab kan ei de Folk finde paa?“ maa man vel sige med Vertinden i Evalds brutale Klappere.
