som er, og ikke paa den, som kommer.“ Livagtigen det banlyste: „Tænk dog aldrig: næste Dag!“ som Biskop Bech prostituerede sig ved i et stort Selskab at fordømme, og det i den hyperorthodoxe Lumholtz’s Mund! – De danske Aviser indeholdt intet mærkeligt uden et langt Raisonnement over de dyre Tider og øvrige Trængsler. Forfatteren (rimeligviis Rahbek) trøster os med sjette Frederiks Klogskab og Standhaftighed, en Trøst, jeg frygter ikke holder saalænge Skik som Lumholtz’s.
11te December.
Den 11te December, denne store Dag, der ifjor satte saamange Penne, Tunger og Ben, saamange Sjele og Legemer i Bevægelse, da man fra Trondhjem til Kjøbenhavn sang og talte om Norges Lyksalighed og smilende Udsigter i Anledning af Universitetets Stiftelse, denne Dag gik nu af i megen Rolighed. Endnu gaar man, trods de afskrækkende Tider, Maalet med stadige Skridt imøde, men Enthousiasmen er kjølnet. Følelsen af det Nærværende har hos Mange op slugt og næsten hos Alle svækket Haabet om det Tilkommende. Vi ere i dette Øieblik saa sysselsatte med Legemets Næring, at selv Videnskabernes oprigtigste Ven neppe tør tænke paa aandelig Luxus, og Tanken, at den veldædige Haand, fra hvilken Norge fik den sjeldne Gave, styrer det Hele saa vaklende, at Giverens Tilstand er dens, der testamenterer Tønder Guld bort Dagen før han sætter Nøglen i Døren og overgiver Creditorerne sin hele Eiendom – denne Tanke er ikke skikket til at vedligeholde, end sige fremkalde nogen glad Stemning.
12te December.
Jeg var Censor paa Cadetacademiet, hvor Tandberg examinerede tredie Classe i Moral og Religion. Der var, som jeg ventede, Lys, Lethed og Grundighed i hans Examination; dog var der et Par Yttringer, hvori jeg ikke kunde
