men skjøndt „Troe Ingen for vel!“ er hans stadige Valgsprog, er han dog blandt de Mennesker, jeg kjender i denne bagtalerske Bye, en af dem, der med allerstørste Varsomhed vurdere Andres Handlinger, og efter disse fælde Dom over deres Charakteer. – Swindt er en middelaldrende Mand; han er gift, lader sin Kone nyde Livets høieste Beqvemmeligheder (han eier temmelig Formue), besøger hende ogsaa, men staaer iøvrigt i intet fortroligt Forhold til hende. Han er overmaade jevn og ligesrem, og Etiquette er ham af alle Verdens Ting det meest forhadte; han kommer aldrig i noget Selskab; det er med største Møie, mine Forældre undertiden have kunnet formaae ham til at spise Middag hos dem, men at oppebie Caffeen er ham Umulighed. Iøvrigt er han en meget duelig Læge og Chirurg, har udbredt Praxis og besøger Patienter med utrættelig Omhu, fra det gryer af Dag til langt ud paa Aftenen.
11te April.
Jeg sad den hele Dag hjemme og talte med min Moder. Her var ingen anden end vore to daglige Gjæster, af hvilke Swindt kommer hver Morgen Kl. 7 og Grübeling hver Eftermiddag Kl. 5 – jo ogsaa en gammel Frue Reichborn, Majorens Moder, med hvilken jeg dog, ligesaalidt som med de fleste Damer, der kjede min Moder med deres Visiter, ikke følte Kald at indlade mig. I Almindelighed retirerer jeg af en anden Dør, naar en Damehat viser sig i Gaarden, og bliver i Kjøkkenet, indtil Vedkommende er indpasseret, da jeg lister mig opad Trappen paa mit Kammer, hvor jeg undertiden maa holde lang Arrest, thi ligesom Corfitz sagde om Knivsmedens Kone: „Fanden staaer i de Fruer til at snakke.“
12te April.
Jeg havde foresat mig idag at gjøre de meget ceremonielle og uopsættelige Visiter, og havde til den Ende bestilt
