omtaler i et Brev, der iøvrigt intet indeholdt: at vore Bancosedler skulle nedsættes til en Fjerde- eller Sjettedeels Værdie? Sandheden er vel, at man slet intet veed, og gid Kongen og Finantsministeren vidste mere end vi!
Gjennem Krigsraad Kjerulf fik jeg Indbydelse til at deeltage i et Declamatorium, som nogle af det dramatiske Selskabs Medlemmer ville holde paa Prøveaftenerne, naar Værelserne ere opvarmede, og om jeg end ikke umiddelbar kunde befatte mig dermed, da Øvelsen faar nogen Offentlighed, dog bivaane dem som Auscultant og Aristarch. Denne Idee, som stemmer saa ganske med, hvad jeg før har ønsket og yttret, greb jeg med megen Begjærlighed, og forsikrede ham, at intet skulde være mig kjærere, end at være saa virksom Deeltager heri, som min Stilling og Evne tillader. Foruden Declamation af Digte, tænker man ogsaa paa at recitere Scener af Skuespil, som ikke ere opførte her.
19de December.
Jeg fik to Breve. Det første var fra min Moder. Hun er endnu ved det samme, ikke som det synes svagere enten paa Sjel eller Legeme, „skjønt og langsomt glidende det Maal nærmere, hvorhen vi maaskee skulle føres gjennem Storm“, som der siges i det andet høist interessante Brev. Hendes Brev er tildeels stemt i en rørende Tone. Hun sidder i sin Eensomhed og længes inderligen efter sine Børn – ak! som ere saa langt fjernede fra hende. Hun skriver ellers noget, som dog virkelig bør tages i alvorlig Overveielse og har noget grundet, lad være, jeg ikke kan betragte Tingen i eet og alt fra samme Synspunct som hun: „Tag mig ikke ilde op, at jeg minder Dem om at lade Deres Smaa, saavidt Aar og Alder tillader det, indsamle et Forraad i deres Hukommelse af Guds Ord. Bliver det ikke forstaaet og benyttet i den Tid, o det opsamles siden, naar Trængselens Dage kommer, hvilket jeg af eget Exempel kan bekræfte.“
