vel have Ret, men istedetfor at afskaffe disse Præmier eller gjøre dem til Hæders og Agtelsestegn af liden Pengeværdie, foreslaaer han, paa ethvert Sted at udsætte en eneste Pengebelønning af lige Værdie med alle dem, der forhen udsattes. Jeg indseer slet ikke, hvad herved vindes for det Almindelige. Om det er 10 eller 30 eller 100 Rd., er det, som Penge betragtet, især i disse Tider, et ubetydeligt Object for den Bindende, der dog ikke forudsættes at være et Almisselem, der trænger til Understøttelse, og Selskabet indskrænker sin Virksomhed og vækker lettelig den Fordom imod sig, at det vil ophjælpe een Vindskibeligheds Gren paa de øvriges Bekostning. Overalt forekommer det mig noget arrogant af den gode Borch, som en i slige Ting uerfaren Mand, i et officielt Blad at fremtræde som Lærer for de mange kyndige Mænd, der have organiseret Sogneselskaberne efter Grundsætninger, man dog ikke hos mere end 50 Sognes fornuftigste Mænd allevegne kan tænke sig umodne og uveiede.
Paa Hjemveien fra Kirken gik jeg ind til Holten, og læste der Biskop Kroghs Forslag og hans to Colleger Bruns og Bechs Betænkninger derover. Hiint gik ud paa, at der i alle Landets Kirker skulde holdes en aarlig Fest til Ære for dem, der i denne Krig have udmærket sig, hvor da og alle de Afdødes Navne skulde oplæses. Begge de to andre iøvrigt saa disharmonerende Overhyrder har erklæret sig mod Forslaget. Bruns Erklæring er stemt i hans sædvanlige raske, mandige Tone med Stænk af bitter Ironie. Hans Hovedidee er, at de mange Fædrelandets ældre Krigere, hvoriblandt nævnes Frederikshalds Borgere, som stak deres Bye i Brand, Tordenskjold og Andre, fornærmes ved denne Udmærkelse, som vises deres yngre Landsmænd, der i Sammenligning med dem lidet eller intet have udrettet, at de i Grunden blot (have) gjort deres Pligt, vilde fortjene Dadel, om de havde forsømt den, og qualificere sig altsaa ikke til udmærket Hæder, fordi de
