have opfyldt den. „Jeg vilde“, siger han, „slet ikke troe mig æret, naar jeg vidste, man engang vilde gjøre det til Thema for min Ligprædiken: „Nordal Brun stjal ikke.“ (Det var det, man saa haardelig tilregnede Biskop Bugge, at han i sin Fredsprædiken sagde, at anden Aprils Mænd blot havde gjort, hvad de burde gjøre. Vore enthusiastiske Patrioter vilde vel ogsaa bryde Staven over Brun, om de kjendte hans Yttring, men har han ikke Ret?) – Bech gaaer sin rolige, sindige Gang, men er ikke mindre mod Forslaget. Ogsaa han anfører, men som Bigrund, hvad Brun gjør til sin Hovedsag. Hans Modgrunde ere iøvrigt: at de fredelige Dyder ligesaavel fortjene Udmærkelse som Krigerdaad, og at en Fest for Fædrelandets Krigere var fornærmelig for dets andre hæderlige Borgere, at Mænd, som i een Henseende have udmærket sig, kunne have andre vanhædrende Sider, som Tilhørerne ved deres Navnes Oplæsning kunde mindes og forarges over: at om faa Aar disse Festdage ved Vanen og Tidsafstanden vilde tabe al Høitidelighed: og at ingen bør tilkjendes saadan Hæder uden Regenten, da Misligheder kunne indløbe, naar Privatmænd saaledes sætte sig paa Dommersædet. De underlige Prædikener, som paa denne Fest af mange vilde holdes, berøres ogsaa i Forbigaaende. Begge Erklæringer ere, hver i sin Maneer, ypperlige. Biskop Sørensen skal ynde Forslaget.
Jeg var i Aften indbuden til Secretaire Rougtved, hvor der var temmelig stort Mandfolkeselskab. Ved Maaltidets Ende gik Fruen og hendes Søster bort, og man sang da 3–4 lascive Viser, som jeg til en Forandring ikke vilde havt noget imod, da i et muntert Mandfolkeselskab Ord ei behøve saa nøie at veies, og saadan Tale og Sang er dog vel ikke strax Beviis paa practisk Libertinage, men skjøndt ingen Damer vare tilstede, var der en Tjenestepige, som vartede op, og en halvvoxen Cadet, og paa deres Vegne bluedes og
