Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/138

Denne siden er korrekturlest
134

vil spille, thi om hans udmærkede Evner, hvo tvivler om dem? I al Fald, Gud skee Lov, at Sagen har taget den Vending! og Kongens og hans Raadgiveres Forhold, saameget maaskee fra andre Synspunkter kan være derpaa at udsætte, har i denne Sag været baade vakkert og vel overlagt.

21de Februar.

Tre af Universitetstalerne har jeg nu læst. Bechs, som jeg da før kjendte, er som sædvanligt correct i Tanke og Udtryk. Der er megen Menneskeforstand i den, men liden Kraft og ingen Varme. – Neumanns er virkelig baade fra Materiens og Formens Side et heldigt Arbeide. – Derimod kan jeg aldeles ikke rose Langbergs.[1] I en Tale, holden i en Kirke, der ender med en Bøn til den eneste Gud, nævnes Freyr og de Underjordiske, Surtur og Njørd. At „Nøisomhed er umulig uden Videnskab“, er en splinterny Sætning, som de utallige Vilde, vistnok Jordens nøisomste Mennesker, aldeles modsige. Ogsaa skulde jeg tvivle om, hvad Hr. Langberg ligeledes debiterer, at „Mangel paa Universitet er Skyld i Norges ringe Folkemængde.“ .Man har talt meget om den Mands philosophiske Hoved, men efter hvad jeg har læst af ham, synes han ret at have sin Force i at deraisonnere.

22de Februar.

Forrige Vagtmester ved Dragonerne Carl Schøyen, Aggers Sogns fornemste Bonde, blev idag begraven. Han og Raadmand Mostue, der eiede en Løkke paa hans Grund, laae i Proces med hinanden blot af Egensindighed og Vrangvillie fra begge Sider – nu blev det deres Lod paa een Dag og i een Time at nedsænkes i Graven – og der, hvor deres sande Jeg nu er, hvorledes mon der dømmes om deres Vrøvlerier. Jeg er ved Brev fra Lensmand Knoph indbuden til denne Stads, og kjørte da til Schøyen, hvor jeg fandt

  1. Gunder Langberg, dengang Sognepræst til Moss, siden til Stavanger.