Stat, der maa erkjende de Mennesker, som drives af slige Bevæggrunde, for sine Ædle. Religionen er i hans Tanker det Eneste, der skal begrunde Folkevel. „Alle andre Paafund ere kun møre Støtter under en raadden Bygning, der ei kunne hindre dens Fald.“ Tilsidst ønsker han, at Kirkerne maae haandhæves i deres Værdighed som Gudshuse, og fremfor alt aldrig vanhelliges til at opføre Farcer, hvorved Spotteren vil lee og den alvorlige Christen forarges, men heller ikke til andre Ting, der i sig selv kunne være nyttige nok, men ei ere religiøse. Han beder. Prindsen, om muligt, at forebygge, at de ei vorde Localet for Dannebrogsmændenes Korses Paahængelse. Saa salvede endog de derved holdte Amtmandstaler maatte være, saa vigtig Forretningen i sig selv er, saa er den dog ikke religiøs, og Uoverensstemmelsen mellem Erindringen om Jesu Død og et kongeligt Naadetegns Uddelelse frygter han vil være mangen Communicant anstødelig. Han ender med de Ord: „Suum cuique! Kirken være Christendommens Forkyndelse helliget! det er det mindste man kan lade den beholde i Roe!“ – Det er høist interessant at see, hvorledes disse tre ellers meget disharmonerende Biskopper, hver i deres charakteristiske Maneer bestride hiint umodne og forkastelige Project.
10de Marts.
En Kone i Smaalenene, fortaltes i Aften, skal af Fortvivlelse over den herskende Brødmangel have dræbt sig og sine tre Børn.
12te Mars.
I Selskabet paa Økern gik Borddiscoursen fornemmelig ud paa Landets Providering, og erfarede jeg da, at Mistanke har hvilet paa Mariboe i Kjøbenhavn i Henseende til Kornindkjøb, hvilken han vel har gjendrevet, men som dog tilstrækkelig forklarer, at han ikke kom bekorset tilbage.
