Og naar man saa, hvor man er, seer Pragt.og Elegance i hver Krog, seer Lysekroner med Voxlys i, spiser Posteier og drikker Capsviin, saa fristes man let til at spørge: „Hvor kan man, gjennemtrængt af dyb Følelse for Landets Nød, give saadanne Soupers? – Jeg havde en fire Skillings Boston og har aldrig spillet saa høit, men da en Lieutenant foreslog Pointet, syntes jeg, at jeg ikke kunde gjøre ham den Skam, at erklære det Spil for høit for mig, hvori han af egen Drift entrerede.
14de Marts.
Fra Biskop Brun fik jeg tilsendt hans sidste Fasteprædiken og een lille Afhandling om Vexelobligationer (hvorom den nye Forordning ikke udtrykker sig bestemt), som han vil have trykt her i Christiania i dybeste Hemmelighed. Prædikenen handler om aandelig Gjerrighed, d. e. Lyst til at blive mere og mere fuldkommen, og indeholder i sig selv, paa Titelen nær, intet mærkeligt. Derimod er Noten, hvorpaa han selv gjør mig opmærksom, og som han ønskede Haxthausen meddeelt, heel frappant. Ikke længe efter Themaets Fremsættelse kom han aldeles ud af Contexten. Det mørknedes for hans Øine og hans Knæ skjalv. Han følte ikke Kraft hos sig, siger han, til at tage Manuscriptet op af Lommen, talede vel henved et Kvarteer uden selv at vide hvad, og maatte da slutte, men besindede sig med et paa det Bibelsprog, hvormed Prædikenen endte, og det var: „Jeg offres allerede, og min Opløsning er forhaanden. Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen; nu er Retfærdighedens Krone henlagt til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig paa hin Dag.“ – Han aner selv, at dette turde være hans sidste Tale, og synderligt, om den virkelig blev det!
Om sin Deelagtighed i Generalcontrolleurens Valg siger han: „Overvættes Ære for mig, men, mellem os, jeg
