om? Texten var de Ord: „Jeg vil give Eder et nyt Hjerte og en ny Aand; jeg vil borttage fra Eder det gamle Steenhjerte og give Eder et Kjødhjerte“, og heraf uddrog Hr. G. efter megen Venden og Vriden et Thema, der ligesaagodt kunde været hentet fra Dagens Evangelium, ja fra de tre Fjerdedele af alle Søndags-Evangelier i det hele Aar. Han talede om Letsind, en Feil, der vist ikke er charakteristisk for et Steenhjerte, da den Letsindiges Ulykke er, at hans Hjerte er altfor blødt og bøieligt. Han viste da „Letsinds sørgelige Indflydelse paa Religiøsitet og Sædelighed og Borgersamsundets Vel“, og vistnok lod der sig sige adskilligt godt om hans Prædiken, men i sin Heelhed behagede den mig aldeles ikke. Først var den umiskjendelig beregnet paa at høres af den eneste Mand, der havde paalagt ham Texten og sad ligeoverfor ham som Censor; og naar en Candidat eller Præst lader sig høre af Bispen, da er det ikke for at underrette ham om, hvad man veed over et vist Thema, men for at bringe ham til Erfaring om, hvilke Gaver man har til.at være Folketaler. Menigheden, man har for sig, bør alene tages i Betragtning. Dernæst var Hr. Om Prædiken aldeles i de forrige Decenniers saft- og kraftløse Maneer, en kold, tør, moralsk Afhandling, uden Christendoms Aand. Ikke et Bibelsprog citeredes, ikke mærkedes Glimt af høi religiøs Følelse. Det Hjerte, der kunde røres ved denne Prædiken, maatte sandelig ikke være et Steenhjerte. Sandelig! han er ikke den, der skal vække de fordærvede Totninger af den Dvale, hvori de som deres Naboer Hedemarkerne saa dybt ere hensjunkne.
Ved min Hjemkomst sandt jeg Aviser, som ikke vare umærkelige. Allerede den 4de vare Russerne i Berlin, og ventelig ere de i Hamburg i dette Øieblik. Det maa nu vel snart komme til en Katastrophe med os. Vor Konge maa fatte eller har vel alt fattet en endelig Beslutning, thi Sagen
