til fra Talerstolen at være en gavnlig Folkelærer; at det altid har været mig meget magtpaaliggende at erkjende og forkynde Sandheden reen og uforfalsket, og at jeg saaledes i enhver af mit offentlige Livs forskjellige Perioder har talt efter min Overbeviisning. Paa den anden Side har jeg maaskee, stolende paa mit udmærkede Talent, ikke altid anvendt den Flid, jeg burde. Skolevæsenet i mine Menigheder har jeg nok behandlet med vel megen Lunkenhed. Min Iver og Interesse for Confirmanders Underviisning er aftaget. Det Afguderie, Mængden driver med Sygeberettelser, har givet mig bestemt Afsmag for Sygebesøg og gjort det til et ubehageligt Hoverie for mig. Endelig erkjender jeg, at ihvorvel min Vandel aldrig har været forargelig, men tvertimod, det tør jeg –stadigen haabe, men Hensyn paa mit Forhold som Borger, Menneske og Huusfader, opmuntrende og læreriig, saa føler jeg dog altfor vel, at meget fattes mig endnu, og at jeg, især hvad Virksomhed, Taalmodighed og Selvfornægtelse angaaer, ikke altid selv er, hvad jeg opfordrer mine Medchristne til at være. Gud tilgive mig det Forbigangne, og give mig Styrke til, med de tiltagende Aar, den modnere og mere udstrakte Erfaring, de fastere Grundsætninger, stedse at vandre værdigen for hans Aasyn!
6te April.
I Formiddag hjemmedøbte jeg Overkrigscommissair Carlsens Barn. Jeg kan ikke undlade at finde saavel ham og hans Kone som overhovedet den Omgangskreds at være af Byens interessanteste Mennesker. Vor Formuesforfatning tillader os naturligviis ikke at leve med dem, ogsaa har en saadan sluttet Cirkel gjerne en mellem sig vedtagen Tone, i hvilken den Fremmede seent og vanskeligen indvies, men det er mig klart, at den Aandsnæring, vi udenfor vort Huus saa bitterligen savne, i Carlsens, Thulstrups, Tullins og flere Familier sandsynligen var at vente. – Jeg fik Brev fra
