Baronessen, som lader mig vide, at hun, Frøken Vasmer og Frøken Horn agte at communicere paa Skjærthorsdag. Jeg havde allerede engageret Borch til at prædike paa den Dag, men da Capellanen ogsaa prædikede ved hendes forrige Communion, kunde det maaskee synes, som om jeg forsætteligen skyede hendes Aasyn i Herrens Huus. Prindsen selv kunde uddrage slemme Fortolkninger deraf og Anonymus Scandal kunde gjøre Anmærkninger, der syntes hædrende for mig, men i Grunden vare vanærende. Heller ikke fandt jeg det afveien, at ogsaa denne Kone engang hørte Religionens advarende Stemme høi og kraftig lyde til hendes Hjerte, og at dette kan skee bedre fra min Mund end fra den kolde Borchs, var det grundfalsk Beskedenhed at yttre Tvivl om. Altsaa gjorde jeg det om og prædiker selv paa Thorsdag og lader „Bazile, min Broder og Undermand“ søvndysse Folket Langfredag.
7de April.
I Throndhjem skal Nøden være skrækkelig. At vor Konge endnu, da det gjælder Landets Frelse eller Ruin, ikke vil opgive Forbindelsen med Napoleon, er ærligt, men hvorvidt en Fyrste er berettiget til at opofre sit Folk, for at holde et Ord, givet af Mand til Mand, er tvivlsomt. Her kommer Regentens og Menneskets Pligter i en Collision, hvor det synes som disse maa vige. En duelig Regent og en agtværdig Privatmand ere to forskjellige Væsener. Det sidste er vistnok Frederik den sjette, men det første – ja Gud bedre og! her gaaer Syn for Sagen.
8de April.
Jeg læser i denne Tid en tydsk Bog, kaldet: „Geheime Geschichte des Hofes und Cabinets von St. Cloud“, og finder den at være en ret morsom Roman, men andet kan jeg ikke antage den for. Bogen tilhører Major Gøssel, har været i mangfoldige Hænder, og er vist altsaa læst af den hele antifranske Cirkel med uendelig Gammen.
