debitere, at denne Mands Søn[1] er hans sletteste Arbeide, thi disse „Afbrudte Tanker“ ere dog vist endnu slettere. Jeg har idag læst en Tirade saalydende: „O rene Vellyst, som tumlede dig paa Dydens Læber! Jeg havde kysset hundrede Gange, men nu først lærte jeg, hvad Kysse ere. Min Sjel ilede til Læberne, den vandrede om paa Tumlepladsen og søgte sin Ven, de mødtes, de savnedes; hvilken Vellyst, naar Aanderne forenes!“ – Hvad enten dette er af ham selv, eller afskrevet med Bifald efter en Anden, vidner det om en skrækkelig Smagløshed. Sande, tildeels træfsende Ting findes vel hist og her, men det er enkelte Guldkorn i en Sandhob.
19de April.
Jeg var idag i Domkirken. Naar man vil ynde Bergen, maa man gaae i Kirke. Alt er iøvrigt saa „kleinstädtisch“ som det bedst kan være, men Kirkerne ere sande Gudshuse, værdige det Væsen, som der tilbedes, skikkede til at vække og vedligeholde den høitidelige Stemning, Sjelen bør være i der, hvor udelukkende Hensyn tages paa dens høiere Tarv. Domkirken er især et skjønt Tempel i gothisk Smag, men uden vanzirende Udbygninger, høi og majestætisk. Ogsaa hersker der megen Orden ved Gudstjenesten, og saavidt mit Syn kunde naae, herskede der en Andagt og Opmærksomhed, som jeg ellers ikke, uden i det Høieste under Prædikenen, er vant til. Tilligemed de flere forkastelige gamle Skikke, Bergen har beholdt, synes den og at have beholdt det Rosværdige, at Agtelse for Religionen, idetmindste dens udvortes Former, har bevaret sig der uforkrænket. Vistnok studser jeg ved at
- ↑ Claus Tullin, Kjøbmand i Christiania og Hofintendant († 1830), om hvem se H. I. Huitfeldt i Illustr. Nyhedsblad 1861 No. 28 og samme Forf. Chr.a. Theaterhist., Registret. Hans Hus spillede en betydelig Rolle i Christianias Selskabsliv paa Pavels’s Tid.
