23de April.
Det er ikke frit for at Grübelings punktlige Ankomst og Bortgang netop ved et bestemt Klokkeslet keder en Smule. Naar Klokken slaaer fem gruer jeg for, hvad man skal tale om i de to følgende Timer, og jeg elsker ordentlig det gamle Hollandske Slaguhr, der slaaer hver halve Time, da jeg hver Gang kan beregne: nu er der kun en heel, nu en halv Time til den slaaer syv, og i samme Minut veed jeg han griber sin Hat og tager Afsked. Manden er aldeles ikke uinteressant, men hvad der saaledes evig skal gjentages, aldrig kan udeblive, aldrig forkortes, det trætter dog tilsidst.
Om Aftenen fortalte min Moder en Anekdote, som jeg dog maa optegne her. En Præst paa Vestlandet ved Navn Willum Schjøtt[1] (det er vel 100 Aar siden) havde en Dag Ungdommen hos sig, der skulde forberedes til Communion – Confirmation existerede som De veed dengang ikke. Han var den Dag særdeles misfornøiet med dem allesammen, og for at lade dem føle sin Vrede, lod han fyre ganske umenneskeligt i Kakkelovnen, slog Døren i Laas og gik fra dem. De arme Børn vare færdige at qvæles af Hede, og gave sig tilsidst eenstemmigen til at græde og hyle i deres pinefulde Arrest. Præsten kom nu ind til dem. „Der kan I føle“, sagde han, „hvorledes det er i Helvede, og der kommer I allesammen, hvis I ikke lære Jeres Christendom bedre, end I havde lært den idag.“
24de April.
Ogsaa til Frokost fik jeg, inden min Kirkegang paa denne høie Helligdag, en Anekdote, som jeg maa afskrive. Der var engang i Begyndelsen af det attende Aarhundrede, i det mindste i dets første Halvdeel, i Christiania en Biskop
- ↑ Udentvivl Wilhelm Schjøtte, Sognepræst til Lunde paa Jæderen 1715–1723, se om ham Faye: Chr.sands Stifts Bispe- og Stiftshistorie, S. 289.
