Rosing.[1] Han havde en gammel Moder, som levede paa en Gaard ikke langt fra Byen, og hende havde han lovet, bestemt engang om Ugen at besøge. Dette havde han imidlertid i to Uger forsømt, og nu satte den gamle Kone sig en Søndag Morgen til Hest og reed til Bispegaarden. Der skede Anskrig, at Bispens Moder kom, og Hans Høiærværdighed gik selv ud for at modtage hende; men da han var kommen hende saa nær, at hun kunde naae ham, gav hun ham et dygtigt Ørefigen med de Ord: „Det skal du have, min Søn! fordi du ikke holder det fjerde Bud og glemmer, hvad du er din gamle Moder skyldig.“ Derpaa vendte hun Hesten og reed hjem, trods alle Bønner og Overtalelser. Tænk om saadant var arriveret vor Bech! „Det maa jeg sige!“ havde han her med største Føie kunnet udbryde.
Idag var jeg i Nykirken. Kirken er ny efter dens Navn, for faa Aar siden afbrændt og igjen opbygt, og det sees tydeligen, at dette er skeet i en Tidsalder, der er fattig paa Guld og andet af Oldtidens Pragtvæsen, thi den er yderst simpel, lys og i moderne Smag med Alter, Prædikestol og Orgel over hverandre, og har ingenlunde det majestætisk imponerende som Domkirken. – Rein viste i sin Prædiken, at „Enhver Dag, enhver Alder i vort Liv er beleilig til Omvendelse.“ Hvad han sagde, var sandt og smukt, men der var saa lidet, der fængslede Opmærksomheden Det kostede mig virkelig Møie at samle Tankerne fra Adspredelse, hvortil især bidrog, at ogsaa han declamerede umaadelig langsomt, og da hans Stemme er dæmpet og Armbevægelserne faa, var hans Foredrag virkelig en Smule søvndyssende. Den (efter Tidsaldrens Aand) i mine Tanker mesterlige Bededagsbøn havde jeg ventet af Rein, hos hvem alvorlig, ærbødig Andagt præger sig i Aasyn og Lader, fremsagt mere udtryksfuldt og med dybere Følelse.
- ↑ Hans Rosing, Biskop i Christiania 1664–1699. Om hans Moder se L. Daae, Throndhjems Stifts geistl. Historie, S. 114–115.
