rigtigt i hvad han siger. – En beslægtet Materie udgjorde Æmne for vor Aftensamtale: Spøgelser. Min Moder er ligesaalidt som jeg overtroisk, men dog vare vi begge enige i, hvad Shakespeare siger, „at der gives mange Ting mellem Himmel og Jord, som Philosopherne ikke begribe.“ Historier fortaltes om Anelser, Syner, Drømme og desl., som vel Ingen af os virkeligen kunde bekræfte, men som dog heller Ingen af os vovede at forkaste som usande, end sige umulige.
1ste Maj.
Vel fremtreen den unge Mai efter Frankenaus Ord „i himmelblaa elysisk Dragt“ – det var klart Solskinsveir, men „englehulde“ kan jeg ikke sige hendes Miner vare, thi Luften var kold; allermindft saae man her „den favre Lund udsprungen“, og neppe nok er den det i Danmark, om Nattergalen er nu ikke Tale. For mig Østlænding synes vel Foraaret, i Sammenligning med det jeg er vant til, vidt avanceret, men her klager man gudsjammerligt især over Fodertrang, da man længe før denne Tid pleier at slippe Creaturene ud, og nu maae man føde dem paa Stald.
Min Moder og jeg havde et Besøg af Biskoppen. Han medbragte det kongelige aabne Brev om Universitetet, hvoraf jeg seer, at den Dag, jeg fylder mit 46de Aar,[1] om jeg oplever den, bliver den meest glimrende Festdag, Norge har seet i Aarhundreder. Selv Bergen maa da jubilere, enten den vil eller ikke. Jeg lod mig ogsaa engagere af Biskoppen til at prædike i den skjønne Domkirke 6te Søndag efter Paaske. Han opmuntrede mig, og jeg havde selv Lyst dertil, da Tiden falder mig lang uden Embedsforretninger og andet videnskabeligt Arbeide, og jeg desuden vel heller aldrig har præ-
- ↑ 1ste August 1815, til hvilken Tid Universitetet skulde være i fuld Virksomhed.
