Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/45

Denne siden er korrekturlest
– 41 –

Almindelighed ingen Prophet agtet i sit Fædreland, hvor maatte da ikke saadan en Stakkel her vorde ringeagtet! Det er han da ogsaa og, hvad hans Prædikener angaaer, virkelig i høiere Grad end han fortjener. Han var herinde før Gudstjenesten, for at afgjøre en Pengeaffaire med Lund, og jeg fandt ham ikke stort anderledes end adskillige have fundet mig ved første Bekjendtskab: stille og en Smule forknyttet. Saa gik jeg da i Kirke. Hans Messe var en takt- og tonløs Jagen, Mellemting mellem Sang og Tale, men han brægede ikke, som andre har gjort. Hvad hans Prædiken angik, da var den uden Orden og Sammenhæng, ganske heterogene Betragtninger og Formaninger laa omstrøede mellem hinanden, men han sagde ingen Absurditeter og fremsatte, isoleret, en Dog anden Sandhed, som hans ivrigste Dadlere kunde gjøre vel i at lægge paa Hjerte. Hans Organ var ikke ubehageligt, hans Stilling var fri, og han gjorde ingen utidige Armbevægelser, og Prædikenen var ret godt memoreret. Han skal gjøre endeel Grimaser med Ansigtet, men dem kunde jeg ikke see. Jeg troer, man gjør ilde i saa reent at bryde Staven over denne Mand. I Livet skal han mangle Conduite, og det er maaskee Aarsag i, at man gaaer saa strengt i Rette med hans Embedsførelse; ellers maatte dog virkelig Folk, som have seet dem om i Verden, vide, at der paa Prædikestolene gives langt uslere Karle. – Lunds to Brødre med deres Koner (Madammens Søstre) spiste her til Middag. Det forbausede mig at finde dem i dyb Sorg, og da jeg spurgte om Aarsagen, angaves en meget gammeldags og kleinstädtisch. Eilert Lunds yngste, tre Fjerdinger gamle Barn døde i Nat af Kighoste, og nu skulde den hele store Familie i Eftermiddag hen og aflægge ceremoniel Condolencevisit hos deres Fætter. Ogsaa det smager vel meget af Borgermesterfamilien,[1] at de tre kjødelige Søstre aldrig tiltale hverandre

  1. En Komedie af Kotzebue.