uden det hedder: Søster Edvardine og Søster Ellen og Søster Severine; men ellers er det gode og virkelig heel dannede Mennesker.
1ste Juni.
Juni Maaned begynder som det en Juni Maaned anstaaer: varm og mild. Det slemme Veir har udraset og i deiligt Solskin tiltraadte jeg paany min Reise, efter at have taget en hjertelig Afsked med min brave Vert og hans Familie. – Farsund var i min Barndom og Ungdom en Bolig for Sviir og alskens Luxus. Aaben Gjæstfrihed herskede, men det var, som flere Steder i gamle Dage, ved mange fyldte Pocaler, man lagde den for Dagen, og der var fast intet Selskab, hvor man jo førte Undergangskrig med Flaskerne, og tidt blev det Seierherrernes Lod at falde ligemeget som de Overvundne. Det er ikke mere Tilfældet. Den vilde Slægt er næsten uddød, og den yngre synes at have indført en stille, frugal Levemaade, hvorved endeel af den fordums Jovialitet gaaer med i Løbet.[1]
Over Lyngdalsfjorden kom jeg til Lyngdal, et overmaade smukt Landskab, hvoraf dog Reisende nuomstunder see en saare liden Deel, da Postveien er anlagt over et vildt Fjeld i den styggeste og meest bakkede Egn, som deromkring er at finde; men daværende Foged havde en Avlsgaard deroppe mellem Fjeldene, og for at komme lidt mageligt til den, lykkedes det ham at overtyde Vedkommende, at Landeveien maatte anlægges her. Store Omkostninger ere vist anvendte for at gjøre denne Udørk nogenlunde fremkommelig med Hest,
- ↑ Pavels har under sidste Side af sin Autobiographi (S. 173) antegnet: „Sluttet i Farsund 30te Mai 1812.“ Man ser altsaa, at denne idetmindste tildels er udarbeidet under Reisen. Maaske er ogsaa Barndomserindringerne nedtegnede under det Indtryk, som Samlivet i Bergen med den gamle Moder maatte gjøre paa Sønnen.
