Nei, ophjælpes det ikke paa anden Maade, da ophjælpes det, ved Gud! ikke.
9de August.
Veiret var afskyeligt. Jeg ventede derfor ikke mange Tilhørere i Slotskirken, og fik dem heller ikke. Jeg var derfor ret glad over at have opgivet de to første Planer, jeg havde lagt til min Prædiken. Først faldt det mig nemlig ind, at jeg i Anledning af den svenske Proclamation vilde tale nogle kraftige Ord om, hvad vi skylde Konge og Fædreland i Trængselsdage som nærværende. Men en saadan Prædiken maatte skrives heel, da et uveiet Ord ved en saadan Leilighed let kunde bringe en i Fortræd. Jeg opsatte altsaa disse Advarsler til en anden Tid, hvis de da skulde være fornødne. Siden vilde jeg med Hensyn paa det vedholdende Regnveir og andre dunkle Udsigter lagt min Menighed paa Hjerte, at, skjøndt dette ikke egentlig kunde betragtes som Guds Straf, burde vi dog alvorlig eftertænke, hvor lidet de fleste blandt os som Mennesker, Borgere og Christne fortjene en bedre Skjebne end den, som synes at vente os. Men jeg ønskede mange til at høre denne Bodvækker, og jeg veed ikke, hvilken Anelse bebudede mig, at mine Tilhørere vilde blive faa – nok, jeg holdt mig ganske til Dagens Evangelium, og udviklede: 1. At vi intet have at hovmode os over. 2; Hvorledes vi ved overdrevne høie Tanker om os selv gjør det umuligt for os at gaae frem, men gaar snarere tilbage. Udførelsen fyldestgjorde mig ikke. Talrigt Auditorium begeistrer mig, tom Kirke gjør den modsatte Virkning. Ogsaa den Tanke, at der var saa hjertelig faa af mine Tilhørere, som det med Rimelighed kunde falde ind at hovmode sig enten af udvortes eller indvortes Fortrin, gjorde mig kold og tvungen.
11te August.
Jeg har idag lagt Planen til et literært Arbeide, som
