Øhlenschlæger, Goethe, ja for Tieck og Werner, som for Ewald og Klopstock, saa tilgiver mig, mine agtede Veninder! da jeg paa ingen Maade kan beskylde Eder for Affectation, at jeg aner Selvbedrag i den Forgudelse, som I yde Jean Paul.
Paa Embedsvegne har jeg endvidere læst Provst Graves[1] Fortælling: Peder den Ærlige. Det er et maadeligt Product og staar langt under de nationale Fortællinger af samme Forfatter. Peder er vistnok ærlig, men derhos saa taabelig og kjellingagtig, at det er umuligt at fatte nogen Interesse for ham. Fortællingen er overlæsset med romantiske Begivenheder. Peder kommer blandt Zigeunere, blandt Seelenverkoopere, blandt Vilde paa en Ø i Sydhavet, i engelsk Fangenskab osv. osv., men tomt, flaut og forslidt er det Hele. Jeg er ellers meget at beklage, og kommer jeg ikke snart ud af den historisk-philosophiske Classe i Selskabet for Norges Vel, bliver jeg Uven med al Verden. Det er virkelig tungt, at man skal vrøvles ind i Omstændigheder, man kunde undgaae, men partisk kan jeg ikke være, om endog den „upartiske Dom er feilende.
3die September.
Selskabet paa Økern[2] var talrigt og fornemt. Store Selskaber er der forresten aldrig noget mærkeligt ved. De ligne hinanden alle lige til Viin og Mad, som man gjerne her i Christiania kan sidde i sin Skue og forudsige, da man ikke er meget opfindsom i at give afvexlende Retter. Med samme Bekostning synes jeg vore Rigmænd, der enten selv eie Kok eller leie ham for den Dag, kunde variere Beværtningen en Smule. Mariboe havde sørgelige Tidender fra
