Kathedralskolen i den saa hemmelighedsfuldt bebudede Forsamling, hvor „Ting af yderste Vigtighed for Selskabet for Norges Vel“ skulde afgjøres. Det angik Contingentens Forhøielse, og Talen var fortræffelig i sit Slags. Der sagdes ret djærve Sandheder, men med saa megen Klogskab og Delicatesse, at ingen af dem, de angik, kunde føle sig stødt derover; enhver Indvending, der kunde gjøres, var gaaet imøde med Fiinhed og Styrke. Jeg beundrede og lykønskede ret Wulfsberg, men, som jeg hører, fik han Skam til Takke. Det var som Formand i Sognecommissionen han talte, efter Districtscommissionens Opmuntring, hvilken igjen grundede sig paa en Directionsskrivelse. Ikke desmindre bleve Rosenkrantz og Bispen som Direktionens Medlemmer smækvrede. Biskopen spurgte Assessor Krog, hvo der bemyndigede Sognecommissionen til at tale i hele Selskabets Navn; Rosenkrantz gik strax bort; omtrent en Snees af,de tilstedeværende Medlemmer tegnede sig for forhøiet Bidrag, men iøvrigt udrettedes for den Gang intet. Der er maaskee begaaet en Formalitetsfeil, men Hovedgrunden til denne Misnøie fra Magnaternes Side var nok, fra Rosenkrantz’s Forlegenhed og Udygtighed til strax at kunne orientere sig i Sagen, fra Bech’s saaret Ærekjærhed over, at han ikke blev indbuden til at holde Talen. Han vil være vor første Taler; en pinlig Bevidsthed siger ham, at han ikke er det, og naar man nu lader ham føle, at dette i Publicum ogsaa erkjendes, fnyser han, men for ikke at give sig alt for blot, skjuler han sig bag Autoritetens Ægide og vil indbilde Folk, at det kun er som Embedsmand, han føler sig krænket.
18de October.
I Classesamlingen leverede Biskoppen mig til Gjennemlæsning et Forslag til Indkomstregulativ for Fredrikshald og Fredriksstad, og der berammedes en Præstesamling i Byens Kirke paa Tirsdag, hvor der skal ventileres om et Forslag for Christiania. Det Fredrikshaldske har den Hovedfeil, at
