Side:Peer Gynt.djvu/210

Denne siden er ikke korrekturlest

Ligfærd. Prest og almue. Det sidste salmevers synges. Peer Gynt går forbi udenfor på vejen.)

PEER GYNT

(ved porten)
Her går nok en landmand al kødets vej.
Gud ske lov, at det ikke er mig.
(træder indenfor)

PRESTEN

(taler ved graven)
Og nu, da sjælen stævner mod sin dom,
og støvet hviler lig en bælgfrugt tom, –
nu, kjære venner, taler vi et ord
om denne dødes vandring på vor jord.
Han var ej rig, og heller ej forstandig,
hans røst var spag, hans holding var umandig,
sin mening bar han vegt og uvisst frem,
og knapt han rådig var i eget hjem;
i kirken tren han, som han vilde bede
om lov til, andre lig, at tage sæde.
Fra Gubrandsdalen, ved I, var han kommen.
Da hid han flytted, var han fast en gut; –
og visst I mindes, at til sidste slut
man så ham stødt med højre hånd i lommen.
Den højre hånd i lommen var det egne,
der præged mandens billed i ens sind, –
og dertil denne vridning, den forlegne
tilbaketrukkethed, hvor han kom ind.
Men skønt han helst sin stille vej gad slingre,
og skønt han blev en fremmed mellem os,