Side:Peer Gynt.djvu/211

Denne siden er ikke korrekturlest

ved I visst, hans dølgsmålsstrev tiltrods, –

den hånd, han skjulte, bar kun fire fingre. –
Jeg mindes godt for mange herrens år
en morgen; der blev holdt session på Lunde.
Det var i krigens tid. I alles munde
var landets trængsler og dets fremtids kår.
Jeg var tilstede. Midt for bordet sad
kaptejnen mellem lendsmand og sergenter;
og gut for gut blev målt på alle kanter
og skreven ind og tagen til soldat.
Fuld stuen var, og udenfor på tråkken
lød højmælt latter mellem ungdomsflokken
Da råbtes op et navn. En ny kom frem,
en, der var bleg, som sne på bræens bræm.
Han kaldtes nærmere; han nåede bordet; –
den højre hånd var hyllet i en klud; –
han gisped, svælged, snappeded efter ordet, –
men fant ej mæle, trods kaptejnens bud.
Dog jo, tilsidst; og da, med brand på kindet,
med tungen svigtende og atter rap,
han mumlet noget om en siged, som glap
og skar i våde fingeren af til skindet.
Der blev i stuen stilhed samme stund.
Man skifted øjekast; man trak på mund;
man stened gutten med de stumme blikke.
Han kente haglen, men han så den ikke.
Da sto kaptejnen op, den gamle, grå; –
han spytted, pegde ud og sagde: gå! –
Og gutten gik. Man ved til begge sider,
så der i midten blev en spidsrodsgang; –
Han