Side:Peer Gynt.djvu/91

Denne siden er ikke korrekturlest
(Dybt inde i barskogen. Gråt høstvejr. Snefald. Peer Gynt står i skjorteærmene og fælder gavntømmer.)

PEER GYNT

(hugger på en stor furu med krigede grene)
Å-ja, du er sejg, du gamle kall;
men det båder knapt, for du stpr for fald.
(hugger igjen)
Jeg ser nok, du har en ståltrådsærk;
men jeg flænger den, jeg,m var den aldri så stærk. –
Ja, ja; du ryster din krogede arm;
det er rimeligt nok, du er arg og harm;
men lige fuldt så skal du i knæ –!
(bryder med engang tvert af)
Løgn! Det er bare et gammelt træ.
Løgn! Det er ingen stålklædt knark;
det er bare en furu med sprukken bark. –
Det er tungvindt arbejd at hugge tømmer;
men fandenskab når en både hugger og drømmer. –
Det skal væk, dette her, – at stå i tågen
og væve sig bort lyslevende vågen. –