«Jo, og saa overdrar jei Bankboka tell Præsten
Carlsen, paa den Betingelse, at han og ingen annen
holler Liktalen over mei — for alle Tilfælles Skyll,
skjønner du. Jei lovte mei sjøl det, da jei hørte,
saa nydeli som han ekspederte Bertel Talleberg
inn i Gussrike. — — — Se der kommer de med
Hans Teodor og Jens Vik, ossaa,» lagde han til,
da han i det samme saa sig tilbage indover Kirkegaarden.
— Og fra Lighuset kom et nyt Følge.
Men ingeKlokkn eklang hørtes fra Kirketaarnet.
To umalte Ligkister aabned Toget. Næst efter gik en gammel Sjømand, Sypigens Onkel, med en Barnekiste under den venstre Arm.
Ikke en eneste Silkehat fulgte; men af Kasketter og Arbeidsbluser var der flere at se. — Hele Familien fra Kaalrabien — undtagen Stine og hendes Barn — gik blandt de forreste. Ole Augustinussens Ansigt havde den samme stivnede, taareløse Ro, som da han fulgte Sønnens Lig hjem fra Brandstedet; Armstumpen bar han stukket ind under det slidte, graabrune Trøiebryst.
Fem af Sagstyrer Viks otte Børn fulgte Faderens Kiste. Moderen var hjemme — holdt — Sengen.
Men Følgets Mængde var Arbeidere fra det
