brændte Brug — en tung Skare med træge Trin og triste Træk og ludende Skuldre.
— Omsider var Kisterne nedsænket — først Hans Teodors. Men da Viks skulde efter, viste det sig, at Graven var for trang. Nu ja, der var ingen Tid til Forandring, Kisten blev staaende paa Kant, væltet over til høire Side. — Saa blev Barnekisten anbragt, som det bedst kunde falde sig.
Man vented nu kun paa Præsten.
Ja, dette var en strid Dag for Provst Carlsen; for hans Kapellan var syg, og saa maatte han jo selv — i Embeds Medfør — —. Nu havde han netop faat Tid til at stikke hjemom og styrke sig paa et Glas Vin og et Stykke Smørrebrød.
— Et Salmevers; — hvorpaa Provsten fandt etpar Trøstens Ord til de gjenlevende, stêg saa op og fik Jordpaakastelsen forrettet med en vis Fart. For atter slog den ulidelige Brand-Lig-Stank imod ham, og det var, som kjendtes den endnu langt værre her.
— Men da gamle Herregud i Kaalrabien hørte den dumpe Lyd af Mulden paa det bare Kistelaag, da brød han ud i en Graad, som forvred hans Ansigt og gjennemrysted hans Krop som i Krampe.
Der var Taarer i de flestes Øine; der hørtes heftig Hulken og dæmpet Snøften.
