Dahl var nemlig godt likt af sine Folk, som en human, velvillig Arbeidsherre. — De streikende gjorde imidlertid kort Proces: de simpelthen slog af Maskinremmene.
— Men hvor var Politiet henne? — Jo, Langestrands Politi rusted sig og forstærked sig; — og det tog Tid.
Tingen var nemlig den, at Politiet i Langestrand aldeles ikke var belavet paa at møde et Tilfælde som det forhaandenværende. Dagligdags Gjøremaal som at trække en Tyvegut eller en Fyllefant i Arrest klarte det feiende, uden ringeste Betænkning. Men en anden Sag var det, naar det gjaldt Skarer, af rebelske Arbeidere.
Overpolitibetjent Ruberg mente jo rigtignok, at alene Synet af en guldrandet Politilue og et halvt Snes Konstabler vilde slaa Rebellerne med Skræk. Men Politifuldmægtigen følte sig aldeles ikke sikker i saa Maade; han var jo ogsaa den egentlige Ansvarshavende, da Politimesteren var paa en Sviptur til Nabobyen — ventedes hjem henad Eftermiddagen.
Først og fremst maatte Talstyrken forøges, mente Fuldmægtigen. Og der blev straks sendt Hververe ud i Byen.
