Saa kom Politifuldmægtigen. Han brugte
skarpe Ord.
En dump, knurrende Mumlen svared ham; og i næste Øieblik skar en stærk Røst igjennem:
«Nei, vi gaar inte, før vi faar Kammeraterne vores ut!»
«Nei, vi gaar inte! — de skal ut igjen! — ut igjen!» lød det.
«Er dere gal, Mennesker? — vil dere true dere frem mot Politiet? — det blir dere en farli Spas!»
«Det faar inte hjælpe — Kammeraterne vores skal ut!» — «Ja-a-a det skal de! — det skal de!»
«Jasaa naa!» — Han blaaste i en Signalpibe, og godt og vel et Snes Mand, Konstabler og hvervede om hverandre, kom ud.
«Fremad Marsch! — gaa paa! gjør ryddigt!»
Troppen havde øiensynligt sine Betænkeligheder.
«Naa da? — jei gaar jo sell med; — marsch!»
Jo, saa bar det da fremover, om just ikke i Stormskridt.
Folkemassen vêg uvilkaarligt noget tilbage.
«Se saa! — nu hjælper det; — bare frem!»
Da var der ên, som raabte:
