— Der gik et Rykk gjennem Masserne ved
Knaldet og Røgen, og en øieblikkelig Stilhed
indtraadte.
Men saa tog Stormen atter Fart, Værre end før.
«Løst Krudt! — de tænker aa skræmme vors med løst Krudt! — haa haa haa! — Paa dem! - paa dem! — ta Geværerne fra dem!»
Foran i den fremstormende Hob kom Herregud i Kaalrabien. Hans Øine var underløbne, og der viste sig Skum i Mundvigerne.
— «Læg an! — giv fyr!»
Det smaldt.
Ole Augustinussen sank sammen, stupte forover paa Ansigtet og blev liggende uden at røre sig.
— «Der skjøt de ên—!» raabtes der.
«Aa, det er inte sandt?»
«Aa jogu er han dau!»
Og inden faa Sekunder vidste nogen og hver hele Kamppladsen over, at en Mand var skudt.
Det var altsaa Alvor, — de skjød med skarpt!
Og det var nok.
Thi da der nu blev kommanderet Anfald med Bajonetten, og Militæret rykked frem i Springmarsch, vendte Streikestyrken Ryggen til og opløstes i vild Flugt, idet enhver af alle Kræfter sprang for at redde sit eget Liv.
