var der et rustbrunt Mærke at se paa det Sted, hvor Herregud i Kaalrabien stupte. —
— Men Solen bleged, og Regnet skylled, og Hestehove og Menneskefødder tramped henover, til det omsider Var visket ud.
Af Torvet i Langestrand, ja.
— Men der var en ung Mand, gjennem hvis Øie hin Blodflæk havde brændt sig ind i hans Sjæl.
Og Aar rulled forbi, mange Aar, og Minde efter Minde blev bleget, bortskyllet, nedtrampet i denne Sjæl, — dog ikke Blodsporet efter Streiken i Langestrand.
Han saa det for sig ved Dag og ved Nat, i vaagen og i Drømme; han saa det, saa ofte han vilde, og ofte saa han det, naar han ikke vilde se det.
Han saa det for sig som den første Gang i paa Langestrands Torv: dette brunrøde Bække-Fár af saadan etpar Fingerspands Længde med de to Bugtninger nedad den støvgraa Puksténs-Grund, — mundende ud i en liden Fordybning, hvori Strømmen havde samlet sig og størknet til en brunsort Blodlever, der syntes ham som Punktumet i et Spørgsmaalstegn.
