tog sig en Taar over Tørsten. — Om Somren havde han i en Aarrække vært Stavskjærer paa Humlevik Brug — middels dygtig som Arbeider. Om Vintren var han mest beskjæftiget med, hvad der hos Byens Smaahandlende kunde falde af Regnskabsførsel og Opgjør, hvorved han tjente forholdsvis bra. — I Tyveaarsalderen gifted han sig, og fem Aar efter havde han tre Børn, i et hyggeligt, velstelt Hjem.
For Læsning var han fremdeles meget interesseret; han holdt etpar Aviser, benytted sig flittigt af Bogsamlingen i Langestrands Arbeiderforening, og fulgte saaledes ganske godt med i de Spørgsmaal, som stærkest var oppe i Tiden.
— Men saa var det et Aar, at der var Stortingsvalg, og Langestrand skulde jo ogsaa have sin Repræsentant.
Da gjorde Per Amundsen noget, som kom ham dyrt at staa.
Det trak for Alvor op til politisk Uveir i Norge dengang. Langestrand havde hidtil vært betragtet som et landsgyldigt Mønster paa god gammeldags Loyalitet. Men nu gik Byens Arbeiderforening pludselig hen og opstilled en Valgmandsliste, paa hvilken ikke Byfogden og ikke Konsul
