Dahl og ikke Brugseier Oscar Andrésen, ja ikke engang selve Provst Carlsen stod.
Og Per Amundsen havde vært Medlem af Arbeiderforeningens Listekomitê.
Næste Dag blev ban kaldt op paa Chefens Kontor.
Oscar Andrésen var vred, meget vred, saa vred, at Ordene skurred og skreg ham i Halsen.
«Du var jo med dernere i Arbeiderforeningen — hva?»
«Ja — jei var valgt — og saa — —»
«Det er nok! — Men jei skal — Fan snyte og tørke mei! — lære dere, at jei inte vil vite a noen socialistisk Rabulisme og fritænkersk Heifallera innenfor mine Grænser! — forstaar du det? Væk med dei!» — han slog i Bordet — «fort!»
Den Kvæld havned Per Amundsen i Fyllearresten under Langestrands Raadstue. Og som Tiden skred fremover, havned hans likeste Indbo og Løsøre Stykke for Stykke hos Byens Pantelaaner.
«Hvis noen har Løst til at vite, hvem jei er,
saa er jei blot en Arbeidsmann, og heter bare Per.
Og her har jei hjemme, i Langestrands By;
og derfor er jei ossaa saa fornøiet og kry.
