askefarvede, fyldige Haar, Men nu — i Trediveaarsalderen — saa han slet ikke tiltalende ud; det altfor stærke Farveskjær over de lasket-fyldige Kinder virked uhyggeligt.
— Den Aften inde hos Bertel Talleberg var han allerede saa temmelig paa en Snurr, da han sang Visen. Han sad i Træsofaen mellem begge Vinduer paa Langvæggen, og om det store, runde Bord foran ham havde et halvt Snes Personer efterhaanden samlet sig — en gammel, bred Tømmerhandler fra Oplandet, etpar Sjømænd, Resten Byfolk af Arbeidsklassen.
«Ha ha ha!» lo de ikor, da Per Amundsen havde endt sin Vise.
«Ja, du Per Amundsen, du heter inte Heifallera for ingentingen, du! — lystigere Stubb har jei inte hørt paa længe,» sagde Skomager Paulsen.
«Lystig, ja?» svarte Per Amundsen, «det sku jei tru! — saa lystig at dersom dere forsto den — som dere inte gjør —, saa fik vi Taarer i Auene alle sammen uta bare klinkenes Lystighlet; — for jei skal si dere, at den Visa er akkurat likesaa morosam som jei sjøl, den.»
«He he! — ha ha!» lo Koret.
«Vi maa pinadø ha en Omgang paa det der,
