— «Men vi skal inte gi vors, Far! — — bare lig naa stille!»
Meddelelsen gjorde et voldsomt Indtryk paa den syge, hans Ansigt fortrak sig af Rædsel og Smerte, han reiste sig op og vilde frem. Da sprang Blodet ud under Forbindingen, og han faldt besvimet tilbage i Sengen. — Men han bukked dog ikke under dengang heller, endda det var yderst nær ved. Og som det led, tog han paa at friskne til; men i to lange Maaneder maatte han holde Sengen, før endelig Saaret for Alvor havde begyndt at lukkes af Hud.
Haanden blev ikke fundet, og dette var Ole Augustinussen en Kilde til bitter Sorg. — «Det værker saa i venstre Hanna mi,» kunde man høre ham sige; — «jei kjenner saa tydeli, hossen det stikker og river ut i hver eneste Fingertupp. — Aa ja, det er vel kristen Jor, du skriker etter, der du ligger, Stakkar — bare jei kunde saasannt hjælpe dei! Vi sleit mye vondt isammens, vi, og en tru Træl, det var du i dine Dager! — Aa ja ja, — Herregud!»
