oven, som stak ubeskyttet frem; — Resten var Pelsværk.
Og naar han sent paa Kvæld atter skulde i Slæden og hjemover, efterat Kortene var lagt tilside, fik han sig endnu en varm-varm Toddy paa Faldrebet for Kuldens Skyld. — «Huttetu for en Vinter! — bare det snart var Vaar igjen!»
— Men det var ikke alle i Langestrand, som havde Kravestøvler og Skrubskindspels og Skindlue og en varm Toddy paa Faldrebet, naar de skulde stikke Næsen udenfor Døren. For mange — altfor mange — var det smaat nok med det lune Hus ogsaa, og smaat nok med Mad og smaat nok med Klær, — og endda fik de se til at leve. Men ogsaa de sagde: «Huttetu for en Vinter! — bare det snart var Vaar igjen!»
Ja, hele Langestrand vented med Længsel paa Vaaren.
Oscar Andrésen vented — og ikke bare af den Grund, at Frosten tog Knibetag i hans Næse, naar han var ude paa Kjøretur. Men hans Tomter stod fulde af færdigskaaret Last. Han havde nemlig solgt forsvindende lidet Høsten iforveien — gjort det med Hensigt; for Priserne syntes ham for smaa, og saa lod han det allermeste af
