garde at faa Overtaget; Sneen blev for hver Dag blødere, og Nattefrosten havde mistet sin Magt. Solen stak varmt i, og der samled sig Tøvand, som sived frem under Snelaget og undergraved fra Grunden af — lydløst, men utrætteligt — de stive, opblæste Sneskavler. — Oppe i Lierne kom den ene mørke Knause efter den anden tilsyne, og henover Markerne løfted de blegbrune Tuer sine vaade, pjuskede Hoder. — Snetæppet over Isen nede paa Elven fik blaa Flækker og Striber; og snart flød Tøvandet i blanke Bække — man kalder dem «Overvand» — nedad det tykke Isgulv.
— Jo, dette maatte være Vaaren! — og Tusener vinterklemte Hjerter hilste den velkommen.
— Jo vist maatte det være Vaaren! Det mente ogsaa en liden Bi, som en solblank Middagsstund gløtted paa Kubedøren og kikked ud. Og en ensom Stær oppe paa Møningen mente det samme, og en enkelt Lærke, der ilsomt strøg henover langs Gjærdet, var af selvsamme Mening. De var jo begge to kommet forat varsle Vaar; og de gjorde sit bedste, men de frøs saa bitterligt, og de kunde ikke for, at Frosten skreg med i deres egen Stemme.
