Og om det Tøbrud og Isbrud, som der dengang — i den første Uge af Mai — blev, vil det vistnok længe gaa Frasagn i Langestrand og tilgrænsende Strøg.
— Det suste i Luften, og det suste paa Jorden. Det smelted og sirled og randt og fossed, — hele Snemængden var som feiet væk i Løbet af en Uge.
Paa Elven gik der en alenhøi Flom af Tøvand nedover Isgulvet, som endnu holdt Flodsengen lukket.
Men ogsaa dette Vinter-Aag blev snart sprængt. Først kom der Brescher paa de Steder, hvor der var stærkest Strømgang; Vandet ovenover tæred, og Vandet nedenunder brød, til der blev Hul. Og siden gik det raskt; Isfladen løftedes og knækkedes og knustes, med Brag og Drøn som af Kanonskud, — og saa afsted med den efterhvert, i vældige Flaker og mindre Stykker omhverandre. — De gjorde atter og atter Front imod, de satte Ryg mod Ryg, de hobed sig og dæmmed. Men det hjalp ikke: de maatte videre, altid videre nedover.
Intet kan stænge og stoppe den unge Vaar, som gaar igang med at drive Vintrens Yngel tilsjøs.
