etpar Stokke af Propstømmer kom der seilende, — foruden en Træsko og en Barnelue, som en vetskræmt Kjærring havde ladt i Stikken, da hun med en skraalende Unge under hver Arm fulgte den almindelig Udvandring op mod Bakken ovenfor, hvorhen ogsaa Familiens gamle Bedstemor kom humpende efter med Kaffekjedlen.
— — — «Kapp Brua! — kapp Brua! — For Guss Skyll: kapp Brua!»
— «Naa gaar Flommen op paa Tomterne og tar paa at rive Stablerne!» — det var Tomteformanden paa Humlevik Brug.
«Naa ja — for svarte Fan — saa kapp Brua, da!» skreg Oscar Andrêsen.
«Ja,» sagde Maskinist Kristensen, «det er lettere sagt enn gjort aa prøve paa det — naa! — Se saa!» lagde han til, «naa trængs det heller inte!»
Der hørtes et tordnende Brag, det venstre Brokar ramled overende, Planker og Bjælker knækkedes, Broen faldt ned og blev baaret afsted i den boblende Flommasses Skumhvirvler.
«Sæt Dere naa ovapaa Brua Deres, Oscar Andrésen, saa faar Di da Skyss for de ti Tusen Dalerne Deres — — bene Veien dithen, hvor De egentli hører hjemme!» — raabte Per Amundsen.