bekjendt, ikke alle Mennesker gjør her i denne Verden.
Anlægget havde hun vistnok faat i Arv; hendes Mor og Bedstemor havde vært Bygdens Bagstekoner og sat sin Stolthed i at fore dens dygtigste Kjævle. Birte var bare en syttenaars Jente, da Moderen, faldt bort; men det sagde sig selv, at hun og ingen anden indtog den afdødes Herskerplads ved Bygdens Bagstefjæle.
Kjævle rulled muntert frem og tilbage, frem og tilbage, og Leiv efter Leiv, Hundreder og Tusener, gik over Fløien hen paa den hede Helle — jævne og runde, som bare Bagste-Birte kunde faa dem.
Og paa Krakken sad Birte, rund og lubbet, med tykke, røde Kinder under det smørgule Haar — lo, sang og tralled Dagen lang.
Vakker var hun ikke, men ret godlidelig; og et velsignet Humør havde hun, — lad ogsaa være at hun ikke var af de klogeste just, efter hvad Folk sagde.
— Men saa hændte det en vakker Vaardag, at Lars Tellefsen Teigstuen — Dragon-Lars, som han gjerne kaldtes — kom hjem paa Besøg til Folket sit der i Dalen; han havde i flere Aar ligget ved Garnisonen inde i Kristiania. — En
