dighed, og det samme var Tilfældet nu, hun var blet voksen.
Især var Moderens Livskald Gjenstand for Olines Modvilje og Foragt, — saa der var kun smaa Udsigter til, at Embedet skulde forblive i Familien.
Birte, Stakkar, havde mangen en tung Stund og talte mangt et Formaningens Ord for den Sagens Skyld.
«Da Mor mi» — pleied hun at sige — «laa paa sit siste, saa tok hu mei i Hanna, og saa sa hu; «Birte,» sa hu, «hus paa, at om alt anna her i Væla svigter og sviker dei, saa gløm inte Vorherre, aa slipp inte Kjævle dit, for da berger du Live,» sa hu.»
Men Oline var og blev den samme, tiltrods for baade Formaninger og Taarer.
— Saa en Dag kom hun og sagde, at nu vilde hun ned til Brofos og faa sig Tjeneste.
— Der er en hel liden Landsby der omkring Værket. —
Bagste-Birte blev saa tung om Hjertet og dertil saa ræd, som hun før neppe havde kjendt sig. Hun prøved med alle de Modlæg, hun bare var istand til at hitte paa. — Men til ingen Nytte; Oline vilde og maatte afsted, der var ikke Raad for andet.
