Side:Per Sivle - Streik.djvu/6

Fornyet stod alt i den sprængte Ramme,
— Arbeideren blot var omtrentlig den samme.
Vistnok han midt i det svare Bulder
løfted mod Høiden sin brede Skulder
og sendte sit Blik mod det sælsomme Gry,
— men spytted saa raadvild i Næven paany,
greb atter om Skaftet, stræved og kaved,
og tænkte paa Føden, og roted og graved.

Det var, som fødtes han aandelig stum
og med Ryggen som skabt til at være krum.
Se, dette voldte den lammende Magt
af det tunge Aartuseners Tryk af Foragt;
og det tog Tid, før han blev saa lærd,
at han fatted sit eget Menneskeværd
— hin svære Lære. For det ved Vorherre:
det er smaat med den Kundskab endnu, desværre!

Imidlertid gryr det dog ogsaa af Dag
for Arbeideren nu og Arbeiderens Sag;
hans Lov er ei længer den gamle Vane,
og Verden begynder omsider at ane:
hans Hjerne kan fostre glødende Tanker,
— at ogsaa hans Bryst har et Hjerte, som banker.