snart frem igjen, og begge de smaa stilled sig op paa Vagt ved Kjøkkendøren.
Hvad kunde det vel være, Mor havde i Gryden? For hver Gang, der blev gløttet paa Døren, strømmed der imod dem en Duft af Mad, som — — ja, noget rigtigt rart maatte det være!
Endelig kom hun da ind, bredte en Serviet over Bordet, lagde Skeer frem og slog af et Blikspand Mælk i nogle Kopper.
Og der — jo, et Fad med deilig, ganske hvid Grød, og i Midten var der endda til et gult Smørøie.
«Nei, du Mor, du Mor — tænk, Risengrød!» sagde Kristoffer. — «Men strak Pengene tell, da?»
«Ja, det er naa han Hans Teodor, vi kan takke for det, ser du.»
«Jo, jei syntes, vi fik flotte vors lidt ikvæll, siden det er Pinseaften,» mente Hans Teodor.
«Saa faar Dere værsgo sætte Dere, da.»
Aa jo, der var Pinsestemning der Ved Bordet!
Smaagutterne vilde straks hugge ind.
«Nei, Barn, — Borbøna først!» sagde Bedstefaderen. «Du har vel inte glemt den, Ole?»
Og Ole og de voksne folded Hænderne, og selv Olaves sad andægtigt stille paa Moderens Fang.
