«Jøssu Nam, gaa vi tilbors, |
Og saa fik de Mad; og den Maden smagte!
«Jei mener, her er strødd Sukker paa, ossaa, jei!» sagde den gamle.
«Ja, bare en liten Klype; — men det smaker naa mye grommere, naar der er aldri saa lite Sukker paa,» svarte den unge Husmoder. «Jei hadde havt Løst paa litegranne Kannel, ossaa,» lagde hun til; «men saa langt strak det inte.»
— Der stod Hans Teodor op fra Bordet, gik ud i Sideværelset og kom tilbage med — — — jo saa sandelig var det ikke en Halvflaske og det riflede Drammeglasset indefra Hængeskabet!
«Jei tænkte — Far &mdash, du kunde ha godt a en liten Dram tell Maten, ikvæll — og vi andre ossa.»
— Jo, der var Høitid i Kaalrabien ikvæld.
Der var Høitid, — og det tiltrods for, at Bertel Talleberg havde sagt, de allesammen skulde paa Døren, hvis han ikke fik sine Penge til første Søndag efter Pinse — sidste Frist.
Men det var ikke denne Pinseaftens mindst glædelige Overraskelse, at Oscar Andrésen, som
