kjendte Forholdet, idag havde kaldt Hans Teodor ind paa sit Kontor og sagt, at han nok skulde snakke med Talleberg og faa ham til at give Taal. Og de kunde saa omtrent være sikker paa, at det vilde ordne sig; — «for naar jei snakker med ham — jei sjøl — saa — —»
Det var rigtignok ikke ligt Oscar Andrésen, dette, — men det var nu slig, han sagde, alligevel, og han var kjendt forat holde Ord.
— «Uf, det stikker og river saa i venstre Hanna mi igjen ikvæll,» sagde gamle Ole Augustinussen. — «Aa, ja — Herregud! — — han vet, hossen Pinse du holler, der du ligger, Stakkar! — Men inte glømmer jei dei, og inte heller kan du glømme mei, ser det ut tell.»
«Aa — Far —, tænk naa inte paa det! — Vi tar vors en liten Dram tell, — og saa en Pipe etter Maten.»
— Der var taget af Bordet; enhver var god og mæt, og de tre Mænd sad noksaa hyggeligt med hver sin Snaddepibe og smaaprated, mens Gutterne sprang legende omkring paa Gulvet, og Jensine rasled med Opvasken ude i Kjøkkenet.
Alene Stine sad stille og bleg paa en Krak borte ved Ovnen.
