ham noget af hvert i Tanker nu paa det sidste da det for Alvor begyndte at trække op til Uveir. Men — — — ja, det fik neigu ikke hjælpe! — han vilde ikke lade sig lede med Muleband til Slagterbænken Skridt for Skridt som et andet Naut! — Da heller alt paa êt Kort! — — Og man maatte vel altid kunne indrette sig slig, at — —.
Det dirred i den svære, rødbrune Knebelsbart, over hvilken den spidse Næse stak ned og hans bratte Pande under den stride, mørkebrune Haarlugg laa i et eneste Uveir, mens han med Tommelfingrene i Vestelommerne gik frem og tilbage over Gulvet og lod de øvrige Fingre slaa Tappenstreg paa den velnærede Maves Runding.
«Knudsen!»
Kontoristen — en yngre, spædbygget Mand med lyst Haar, skjægløst Ansigt og Briller for de smaa, snare Øine — kom frem i Døraabningen mellem det ydre og det indre Kontor.
«Det er jo idag, vi har Borkeruds Akcept paa os?»
«Ja, det er idag.»
«Rigtig ja, — — Di, Knudsen — hossen — — jo, de er jo i Orden, Assurancerne vore?»
